Lidt Ford Taunus historie:

 

Den allerførste Tanus som blev præsenteret i Svensk Motor Tidende i august 1939:

 

Den allerførste Taunus kom i 1939 og efterfulgte modellen Ford Eiffel. Ford Werke AG i Köln,

som konstruerede bilen, tog navnet Taunus fra et bjergområde i Tyskland.

Efter krigen kom en videreudviklet version af denne 1939 Taunus.

Efterfølgeren var på 1172 kubik og fik tilnavnet kuppelryggen (Buckel—the hunchback).

 

I 1952 kom Taunus 12 og Taunus 12M (G13) med en 1,2 liters motor.

Tre år senere kom desuden Taunus 15M (G4) med en lidt større motor,

men det var stadig almindeligt med sideventilede motorer.

 

I 1957 kom den første Taunus 17M Standard og de Luxe (P2).

Disse adskilte sig markant fra de tidligere 13M og 15M.

For det første var karosseriet taget fra Ford Crown Victoria,

noget som gav bilen et klassisk 50’er udseende.

For det andet havde bilen en 4-cylindret rækkemotor på 1698 cm3, eller 1,7 liter.

De Luxe modellen var desuden 2-farvet:

Da bilen kom frem blev den en stor succes, og den blev produceret frem til 1960.

 

 I 1960 (i Tyskland) kom den næste bil i Taunus linien, nemlig Taunus 17M super og TS (Taunus Sport—P3).

Bilen havde et helt nyt karosseri og et helt atypisk udseende:

 

Motoren var alligevel den samme som i P2, den blev siden forbedret med automatchoker,

dobbelt karburator og en 1,8 liters motor (P3TC og P3FC). Denne bil blev solgt i forskellige varianter frem til 1964.

 

 

De senere årgange havde tilmed forbedringer såsom skivebremse foran samt fire gear (i stedet for tre).

Som ekstraudstyr kunne man få triptæller, forkromet bagdel, baklys samt Saxomat.

 

Saxomat var en halvautomatisk gearkasse uden kobling, betjent af en knap i gearstangen.

 

Samtidig med at Taunus 17M kom i begyndelsen af 60’erne kom nye versioner af Taunus 12M og 15M (P4).

Disse havde et lidt mindre og mere firkantet karosseri Det meget specielle ved disse modeller

var at de havde en V4 motor med forhjulstræk, noget som var meget usædvanligt for denne tid.

1965 modellerne som kom i efteråret 1964 bragte forandringer med sig men også problemer.

Da kom nemlig Taunus 17M og 20M Super (P5) med V4 eller V6 (20M) motorer.

 

V4 motoren skulle forvolde en del problemer for Ford. Toppakningen kunne ikke holde ved høje hastigheder,

så der kom kølevand ind i cylinderen. V6 motoren på 2,0 liter gik imidlertid udmærket.

 

Foråret 1965 kom desuden en Taunus 20TS som havde en V6 motor med hele 100 HK.

En anden nyhed ved 20M TS var at den havde bundgear (alle andre havde ratgear).

Taunus 17M og 20M blev produceret frem til 1967.

 

I 1968 kom nye forandringer, da forsvandt nemlig betegnelsen ”Taunus”.

Dette var for at komme væk fra det dårlige rygte som Taunus 17M (P5) havde givet Ford.

Bilen havde desuden fået helt nyt karosseri og så nu mere ud som en amerikaner.

I 1969 kom de sidste M-modeller (P7/2). Først 17M og 20M men fra 1970 også 26M.

P7/2 skilte sig fra P7/1 ved at man havde satset endnu mere på det amerikanske

udseende. Nu stod desuden FORD med separate bogstaver både for og bag,

og kølergitteret var blevet mere konventionelt med lige ”striber”.

 

17M fik til sidst en V4 motor på 2 liter og en 20M V6 på 2,3 liter så egentlig burde

de have navnet 20M og 23M. Siden man havde fjernet navnet ”Taunus” fra 17M og 20M

måtte man også gøre det på 12M og 15M.

 

I årenes løb kom der en del Cabriolet og Coupé modeller, samt OSI. Alle blev bygget af Karl Deutsch

karosserifabrik undtagen OSI (Officine Stampaggi Industriali) i Torino i Italien.

 

Denne OSI fra 1968 kører nu i Holland:

 

Osi var egentlig en 20M TS som med sit italienske karosseri fik

et meget særpræget udseende og kun blev fremstillet i et fåtal

eksemplarer mellem 1966 og 1968.

 

Ford M blev fremstillet til og med 1972.

Otosan Tanusen blev produceret i Tyrkiet fra 1985 til 1993.

Taunus 1,6 GL og 2,0 GLS blev produceret i årene 1985-1993.

 

I årene 1990-1993 fik modellerne en ansigtsløftning i modellerne

Taunus GT og Taunus GTS. Centrallås, servostyring, elektriske vinduer

og femtrins gearkasse var standard på 2,0 modellerne.

Som ekstraudstyr kunne man få aircondition og firetrins automatgearkasse.

 

Fra 1990 fik instrumentbrættet et nyt udseende som ligner BMW’s

ved at det et vinklet forover mod føreren.